Berlin
Berlin. Tysklands hovedstad, og ét af vores foretrukne rejsemål, når vi trænger til et par dage med shopping, afslapning og metropol-stemning. Fra Spree-flodens bredder til det pulserende liv på Alexanderplatz, og fra det mondæne Charlottenburg til grafittikunsten ved East Side Gallery. Berlin byder på noget for alle, året rundt.
Vi bruger især Berlin til to ting: Afslapning med billig mad og billige hoteller, og loppemarkeder. Sidstnævnte er der nemlig rigtig mange af i Berlin, og de fleste er store. Vi shopper især vintage-tøj på markederne, og her er der virkelig nogle fede retro-østtyske-mønstre at komme efter til vores butik.
Trænger du til en forfriskning, så forkæl i øvrigt dig selv med en Berliner Kindl – det er den lokale favorit, og også en af vores. Mix med cola, og så er det virkelig toppen!