Wiener Schnitzel i SchleusenKrug

I den aller vestligste ende af Tiergarten, ved slusen og lige nord for Zoo, ligger der en lille perle af en restaurant. Det vil være synd at påstå at den er hemmelig, for der er andre end os der har fundet perlen. Det vrimler med folk lige så snart vejret er bare nogenlunde fornuftigt, og en dag som dén vi var der, hvor temperaturen når over 30 grader, kan der være pæn ventetid på overhovedet at få et bord.

Stemningen er god, livlig og uhøjtidelig. Det samme kan siges om alt fra borde og bænke til personalet og menukortet. Der er ikke så meget bullshit, her på Schleusenkrug. En traditionel tysk “biergarten”, med lokale favoritter på kortet. Schnitzel, bratwurst, fleischkäse, you name it.

Tysklands hovedstad byder på uendeligt mange restauranter, og du kan få wiener schnitzel på de fleste. Det er dog de færreste der kan diske op med så god én af slagsen, som dette sted.

Måske er det bare det samlede indtryk. Øllen i kruset, sommervejret, de mange glade mennesker. Men den smagte bare godt, og var sprød på den helt rigtige måde. Du får en schnitzel og en halv liter Berliner Kindl for ca. 150 kroner – det er mere end rimeligt, og langt fra det patetiske topniveau, som gastronomi på folkekøkkenniveau, efterhånden har sneget sig op på herhjemme.

Næste gang jeg kommer til Berlin, skal jeg på Schleusenkrug igen. Det er der ingen tvivl om.

Müller-Breslau-Straße 14b, 10623 Berlin, Tyskland

Fotos taget 12.08.2022.

Læs flere indlæg med de samme temaer som dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *