Hvis du interesserer dig for væverier, sølv eller orientalske antikviteter, så er Röhsska Museet et absolut must, når du besøger Göteborg.
Udover en samling af svensk samtidskunst og møbelhåndværk – blandt andet en imponerende samling af stole – byder museet på en masse andet, som er værd at opleve.
Blandt andet Falk Simons imponerende sølvsamling, som er kommet i museets besiddelse. Det er ganske imponerende, og når man er miljøskadet som jeg, og selv handler med blandt andet sølv, så bliver man blæst bagover af de mange, smukke værker i det fine metal.
Museet byder også på en større samling væverier af Elsa Pärs-Berglund, som blev testamenteret hertil ved hendes død. De er, ligesom sølvtøjet, en væsentlig del af den permanente samling, og ganske fascinerende. Motiverne er udført med lige dele fantasi og samfundskritik, og begge dele bidrager altid til en god oplevelse når man går på museum. Det er simpelthen til at forstå, og det er – synes jeg – altid en kvalitet i en udstilling.
Hvad der til gengæld næsten ikke er til at fatte, er den fantastiske samling af orientalske antikviteter. Tusindevis af år gamle, flot bevarede genstande, som man sjældent får lov at se i den stand de står i her. Det er flot, og det er spektakulært.
At se flotte kunstværker, udført på et tidspunkt i historien hvor vi herhjemme knapt havde lært at dyrke korn, er simpelthen mind blowing. Der er masser at dykke ned i, og har du interesse for det orientalske, må du simpelthen ikke snyde dig selv for oplevelsen.
Adgangen til museet er, som alle andre steder i det svenske, til at betale. 70 svenske kroner for en voksen er særdeles rimeligt.
Beregn cirka et par timer til dit besøg.
Röhsska Museet
Vasagatan 37-39
Göteborg
Der er åbent tirsdag til søndag hver uge. Tjek museets hjemmeside ud for aktuelle åbningstider.









Skriv et svar