Malmös bedste vietnamesiske restaurant?

Kazoku ser ikke ud af meget, når man går forbi den lille restaurant i Engelbrektsgatan. Side om side med den japanske restaurant “Osaka”, og placeret på et hjørne. Med plads til ganske få siddende gæster, og en lille bås til udendørs servering når det skånske vejr tillader det.

Menukortet er heller ikke særligt omfattende. Der findes andre vietnamesiske restauranter i byen med meget større udvalg og meget flottere lokaler. Kazoku har sågar ikke engang et toilet, kunderne kan benytte.

Alligevel er det et sted vi vender tilbage til igen og igen. Det skyldes dels den altid høflige og smilende betjening (medgivet, det finder du på alle autentiske vietnamesiske spisesteder), men i særdeleshed maden.

For de få numre du finder på kortet hos Kazoku er intet mindre end sublime. De har et mindre udvalg af sushi, men det er deres bowls der er det store nummer. Om du er til oksekøb, hønsekøb eller en vegetarisk anretning med tofu, så får du altid veltilberedt anretninger, med grøntsager så friske at man skulle tro de havde en urtehave i baggården, og kimchi i verdensklasse.

Vi har efterhånden smagt alle de vegetariske varianter, og vi er aldrig gået skuffede derfra. Lækkert, friskt og veltilllavet – hver gang! Portionerne er gavmilde, omend ikke større end man med en moderat sult kan komme igennem dem. Det er ikke sulten, men smagen, der fra tid til anden får mig til at overveje at bestille en bowl mere. Jeg har ikke gjort det endnu.

Det er heller ikke prisen der afholder mig, for til cirka 85 danske kroner er vi ikke engang på det halve af hvad en tilsvarende frokost havde kostet på den anden side af Øresund. Bravo.

Skal du forkæle dig selv med lækker vietnamesisk mad når du er i Malmö, så får lille Kazoku min varmeste anbefaling. Et ekstra plus er at der nærmest ingen ventetid er – anretningerne svinges lynhurtigt over disken, og er du blevet rigtig sulten er det absolut endnu et plus.

Velbekomme, eller rettere khỏe lại!

Kazoku, Engelbrektsgatan 6, 211 33 Malmö, Sverige

Læs flere indlæg med de samme temaer som dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *