HYggelige Haga i Göteborg

Selv på en kold dag, får du varmen i Haga. Göteborgs hyggelige boheme-bydel, hvor Sankt Pauli møder Soho, med et drys af Emil fra Lönneberg. Jeg kan virkelig godt lide det – vi kan virkelig godt lide det.

Indie-butikker dør om dør, med alt fra lakrids til antikviteter. Finurlige detaljer på de gamle bygninger, brosten, træhuse og ægte svensk stemning. Har du lyst til lidt traditionelt bagværk, så er udvalget enormt, med masser af caféer og spisesteder der byder på lidt af hvert.

Man når ikke mange skridt ind i nabolaget, før roen sænker sig over én, og man skylder sig selv at gå langsomt, tage det ind og bare nyde den afslappede stemning. Her er der tilsyneladende ingen der har travlt, og ingen steder bliver du mødt af osen fra en McDonalds eller en bil med lidt for meget fart på.

Haga lader til at være et sted, hvor der er plads og tid til det der er vigtigt. Den samme følelse jeg har haft, da jeg slentrede gennem Latinerkvarteret i Århus. Bare i noget større skala.

Skal du til Göteborg må du ikke snyde dig selv for en eftermiddag i Haga. Det er, for mig, essensen af byen der er samlet her.

Haga, Göteborg, marts 2024

Læs flere indlæg med de samme temaer som dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *