Glamping på Camp Adventure

Okay, lad det være sagt med det samme: Jeg har hadet ordet “glamping”, siden jeg hørte det første gang. Sammentrækningen af “glamour” og “camping” er både komisk og fjoget, grænsende til det imbecile, efter min bedste – forstokkede – overbevisning.

Og så er det i mange tilfælde også helt forkert. Som i dette tilfælde, for “glamping” på Camp Adventure har absolut intet med camping at gøre. Det er snarere som et luksus hotel-ophold i naturen. Luksus natur hotel – “Lunatel”, er måske en mere passende sammentrækning, hvis det absolut skal være.

Selve oplevelsen er dog lige skabet! Hytten, som vist officielt skulle være en luksusudgave af en jurte1, men har mere karakter af fed ferielejlighed med ovenlys, er fantastisk.

Smagfuldt indrettet, og udstyret med en god seng, fuldt køkken med alt fra ovn til opvasker, spiseplads, og – nå ja – udsigt. Fra hytten, og fra annekset nedenunder (ja, sågar fra toilettet!) har du udsigt til den gamle grusgrav, som nu fungerer som refugium for en flok kronvildt, samt et par dusin store karper i søen i bunden.

De høje træer, søen, dyrelivet, og hytterne der er bygget nærmest udover skrænten, giver tilsammen en fed fornemmelse af at være midt i naturen. Også selvom man i virkeligheden kun er et stenkast fra motorvejen (som man, skal det retfærdigvis siges, godt kan høre i jurten).

Inkluderet i opholdet er adgang til Skovtårnet hele døgnet. Har du lyst til at gå derop og kigge på stjerner efter mørkets frembrud, så er du velkommen til det. Det er du også til at stå tidligt op, og se den smukke solopgang over Faxe-bugten fra tårnets top. Vi gjorde ingen af delene, men vi fik besteget tårnet før solen gik ned.

Skovtårnet / Forest Tower
Bestig Camp Adventures 45 meter høje arkitektoniske perle, og læs om det her inden – Læs mere

Noget vi til gengæld fik gjort, var at lave bål, og grille vores mad over det. Der er en grill til brænde på den hyggelige terrasse foran jurten, og der er alt hvad du skal bruge for at få gang i grillen. Brænde, tændbriketter, gasbrænder. Det gik let og smertefrit, og vi fik grillet vores pølser og koteletter.

Efter maden besøgte vi saunaen. Ja, saunaen, for sådan én har du også adgang til, når du sover her. Imellem to af hytterne ligger sauna-området, som består af en lækker sauna med udsigt til dalen, samt et badekar du kan lade dig sænke ned i, inden du går ind og får varmen.

I N F O / Glamping på Camp Adventure, Rønnede
Priserne varierer fra 2.800 kroner for en nat for den billigste overnatningsmulighed for to personer, til 5.800 kroner pr. nat for den dyreste mulighed for op til seks personer.

Den hytte vi boede i hed “Cool Gray”, og kostede 4.800 kroner for en nat for fire personer. Det er lidt dyrere i højsæsonen (juni-august) end resten af året, og der er nogle rabatter at hente ved overnatning i hverdagene.

Morgenhygge på Camp Adventure – Alette venter på morgenmaden.

Alt i alt var det en fin oplevelse at overnatte på Camp Adventure. Vi havde booket den glamping-jurt der kaldes “Cool Gray”, og til en pris på 4.800 pr. nat, var forventningerne da også relativt høje. Det er alligevel en pris der er til at tage og føle på, og særligt når der ikke er inkluderet nogle former for forplejning. Jeg tror også det er et price point der gør overnatning her til en once-in-a-lifetime-experience for langt de fleste.

Den høje pris til trods, ender oplevelsen med at få topkarakter. Glamping på Camp Adventure ender på fem store stjerner. Én for omgivelserne, én for personalet, én for hytten, én for tårnet og én for udsigten. Det fåes vel ikke mere gennemført, end det fåes her, og den slags kvalitet koster penge i 2023.

Tak til Camp Adventure for en fed oplevelse!

Læs meget mere om glamping, Skovtårn og Camp Adventure på deres hjemmeside:
www.campadventure.dk

Oplevet og fotograferet den 21./22. april 2023.

1 En jurte er et rundt telt af filt, som traditionelt benyttes af nomader i centralasien. Jurter er almindelige i dele af Kina, i Afghanistan, Mongoliet, Kirgisistan og Rusland.

Læs flere indlæg med de samme temaer som dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *