Ægte portugisisk mad i Hamburg: Coimbra

"Coimbra" er ikke bare en restaurant. Det er et lille stykke af Portugal, gemt på et hjørne af Ditmar-Koel-Straße i bydelen der meget betegnende kaldes "Portugiesen Viertel".

Drevet af efterkommere af portugisiske sømænd, disker stedet op med en menu der får dig til at savle. Især hvis du er glad for fisk og grøntsager.

Første gang vi var der, bestilte vi en portugisisk tapas. Grillede peberfrugter, chilier, gratineret blomkål, bagt kartoffel – og der var meget mere på kortet, man kunne have prøvet hvis appetitten rakte til det.

Efterfølgende en Pastel de nata, en traditionel portugisisk dessert, som ikke fåes meget bedre end her. Fan-tas-tisk!

Prisen? Den er til at have med at gøre. Vi brugte cirka 150 kroner pr næse, og var så mætte at vi kunne trille ud da vi fik frokost her. Vi vendte tilbage et par dage senere, og havde levende musik fra en ældre herre med guitar til vores mad. Her måtte vi slippe lidt mere, med stadig på et absolut rimeligt niveau – særligt i betragtning af, at prisen er både inklusiv drikkevarer og dessert.

Har du lyst til noget lidt mere eksotisk end bratwurst næste gang du besøger Hamburg, så er Coimbra, eller én af de andre fantastiske restauranter i Portugiesen Viertel, absolut et besøg værd.


Ditmar-Koel-Straße 17, 20459 Hamburg, Tyskland

Åbningstider: Mandag til fredag: 12:00 – 00:00
Lørdag: 00:00 – 01:00 og 12:00 – 00:00
Søndag: 00:00 – 01:00 og 12:00 – 00:00

Entré/pris: Mellem 20 og 30 euro per person

praca-de-coimbra.de

Læs flere indlæg med de samme temaer som dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *