En dejlig sommeraften sidst i august, drejede vi af ved rastepladsen “Ejer Bavnehøj Vest” på Østjyske Motorvej. Vi skulle egentlig bare på toilettet, men skiltene med navnet på Danmarks næsthøjeste naturskabte punkt var for stor en fristelse.
Vi kørte derfor de sidste kilometer til Ejer Bavnehøj. Det var første gang for os begge, og det var faktisk en rigtig fin oplevelse. En af de større, mindre oplevelser vil jeg sige.
Højen i sig selv rejser sig godt 170 meter over havet. Af naturskabte steder er det kun Yding Skovhøj og Møllehøj der er højere, og de ligger i øvrigt begge lige rundt om hjørnet.
På toppen af Ejer Bavnehøj er rejst et flot monument til minde om genforeningen med Sønderjylland i 1920. Tårnet er rejst i 1923, er tegnet af Jens Laustsen og er 12,5 meter højt.
Der er adgang til tårnet døgnet rundt, og man betaler med MobilePay. Jeg mener det kostede 20 kroner. Der er også en kiosk på stedet, som har åbent i weekender og på helligdage i sommerhalvåret, samt i hele skolernes sommerferie.
Er du på de kanter, så besøg stedet. Det er absolut et besøg værd. Vi ankom cirka halv otte om aftenen, og havde stedet helt for os selv. Det var nærmest magisk.
Læs mere på Ejer Bavnehøjs Venners hjemmeside:
https://ejer-bavnehoj.dk/
Fotos fra 29.08.2022 | Kamera: Samsung Galaxy S21





Skriv et svar