Brøndby Stadion

Jeg har ikke været til en fodboldkamp på Brøndby Stadion, siden dengang jeg var knægt, og selv spillede opvarmningskamp på banen, før Næstved skulle møde Brøndby i Superligaen.

Det var en kæmpe oplevelse dengang. At betræde det græs, som Kim Vilfort og de andre store Brøndby-stjerner også spillede på. At spille på den store bane, omgivet af de enorme tribuner. De flere hundrede tilskuere, der heppede på os – og buhede af os – her en hel time før kampstart i Superliga-kampen.

Bagefter så vi Næstved spille. Jeg tror nok Brøndby vandt, men det var en stor oplevelse. Ikke stor nok til at jeg nogensinde blev fan af Brøndby, men stadig stor, for den lille gut jeg var dengang.

30 år skulle der gå (give and take!) før jeg vendte tilbage. Denne gang uden fodboldstøvler, men med et kamera. Jeg holdt mig udenfor murene, for det var ikke kampdag i dag, og betragtede bare den imponerende struktur, som Brøndby Stadion er.

Jeg gik hele vejen rundt. Det var en fornøjelse i solskinnet. Brøndby har opkaldt flere steder omkring stadion efter legender i klubben. “Skovdahl Lounge” og “Michael Laudrup Lounge”, f.eks. Det kan jeg godt lide!

Jeg er stadig ikke fan af Brøndby, men efter besøget i dag fik jeg faktisk lyst til at tage til Vestegnen og se en kamp. Jeg vil også gerne fotografere stadion en dag hvor der er tilskuere. Jeg er sikker på at det er en fed oplevelse.

Brøndby IF, Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby

Læs flere indlæg med de samme temaer som dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *