Besøg Peggy Guggenheim Collection i Venedig

Kunst i absolut verdensklasse. Det er vel den mest rammende beskrivelse af The Peggy Guggenheim Collection i Venedig.

I Venedigs Dorsoduro-kvarter (som byder på kunst-oplevelser en masse!), lige ud til Canal Grande, ligger Peggy Guggenheim-samlingen. Et moderne museum i historiske omgivelser, som på fremragende vis giver et indblik i moderne kunsthistorie, og ikke mindst Peggy Guggenheims betydning for samme.

Er du kunstinteresseret er samlingen ikke til at komme uden om, og er du særligt glad for kubisme, surrealisme eller abstrakt ekspressionisme, så er et besøg her et absolut must. Samlingen er én af de vigtigste samlinger i Italien, og i Europa i det hele taget, af europæisk og amerikansk kunst fra særligt første halvdel af 1900-tallet.

Alle de store er repræsenteret. Jackson Pollock, Picasso, Magritte, Dalí, Mondrian og ikke mindst Kandinsky. Name droppingen kan fortsætte i det uendelige, for samlingen er så omfattende at det ville kræve mange linjer at nedfælde navnene på alle de store kunstnere der er repræsenteret.

Særligt glad var jeg for værkerne af Magritte og Klee, idet samlingen byder på nogle af deres aller stærkeste værker, ligesom du også finder nogle meget fine værker af Jackson Pollock og Kandinsky.

Kandinsky’s “Upward” var et af samlingens højdepunkter for mig – olie på karton, 1929

Man får virkelig fornemmelsen af hvor stor en gallerist og kunsthandler Peggy Guggenheim var, når man går rundt i museet. Hun har haft øje for det stærke udtryk, den gode kunst og ikke mindst de store talenter. Blandt andet gav hun Kandinsky sin første solo-udstilling i England i hendes galleri, som hun åbnede i 1938.

Mange store kunstnere havde udstillinger i galleriet, og Peggy gjorde det til en vane at købe mindst ét af de udstillede værker hver gang. Således opstod den imponerende samling, man kan se i Venedig i dag.

Samtidskunst finder du ikke her, men du kan til gengæld opleve en tour de force igennem verdenskunst fra især første halvdel af det 20. århundrede frem til 1970’erne.

Museet ligger i det mondæne Palazzo Venier dei Leoni (opført i 1700-tallet), som Peggy Guggenheim købte i 1949.

Stedet har mange besøgende, men føles ikke overrendt. Der er plads nok, også i caféen, som byder på lette anretninger, kaffe og espresso og forfriskende drikke.

Som en rørende kuriositet er Peggy Guggenheim begravet på stedet. Du kan se hendes gravsted i museets gård, hvor hendes aske er nedsænket ved siden af en grav for hendes 14 elskede hunde. Specielt, og ja – rørende.


BESØG PEGGY GUGGENHEIM SAMLINGEN

Samlingen er åben alle dage fra 10-18, pånær tirsdag hvor der er lukket. Kom i god tid inden lukketid – billetsalget lukker kl. 17, og du skal bruge adskillige timer hvis du skal se det hele.

Entre koster 16 € for voksne. Børn under 10 år er gratis.

The Peggy Guggenheim Collection, Dorsoduro, 701, 30123 Venezia VE, Italien

Læs flere indlæg med de samme temaer som dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *