Hamburgs kvarterer: Altona – et besøg værd!

Altona er noget andet. Noget andet end resten af Hamburg. Det er ikke pænt og poleret som centrum omkring Jungfernstieg og Rathaus og de mondæne butikker, men det er heller ikke snusket, overmalet og dufter af hash alle vegne som St. Pauli. Altona er helt sin egen, og absolut et besøg værd.

Vi besluttede os for at besøge Altona da vi var i Hamburg denne sommer, og det gjorde vi af én helt særlig grund: der lå en filial af stormagasinet "Müller", og der ville vi handle!

Vi tog løbehjul fra vores hotel ved Dammtor, og det tog faktisk ikke mere end et kvarters tid – så var vi ved banegården i Altona, hvor gågaden også starter. Den ene gågade, den gamle om man vil, fandt vi ud af da vi skulle retur. For Altona er delt i to – en gammel del, og en ny del. Det var den gamle vi udforskede på den her tur.

Her er masser af specialforretninger, caféer og hyggelige miljøer. Her er grafitti, men ikke som i St. Pauli, og her er mange mennesker, men mere som i en større dansk provinsby, end i som en tysk millionby.

Der lå flere økologiske supermarkeder, som vi besøgte, og vi fik naturligvis også handlet hos Müller. Frokost blev det ikke til her, men det gør det næste gang.

Vi gik en tur rundt i bydelen, og så fine gamle gader med stokroser og lokale der stod og småsnakkede ind gennem vinduerne fra fortovene. Hyggeligt, nede på jorden.

Trænger du til et afbræk, eller bare til at se noget andet, så er Altona et besøg værd. Det har faktisk været dansk engang, så man kan sige at du også er lidt på hjemmebane her. Tag toget, bilen eller et løbehjul som vi gjorde – så er det nærmest kun et stenkast væk.

Læs flere indlæg med de samme temaer som dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *